mandag den 10. november 2008

Tre måneder igen

Så er der mindre en tre måmeder til vi skal afsted til New Zealand. Vi er ved at have styr på det praktiske: forsikringer, vaccinationer, kørekort, kreditkort, rejseplanen m.v. Vi skal også i gang med forskellige indkøb, f.eks. regntøj, vandresko og rygsække. Men vi har allerede købt det allervigtigste, nemlig en rejsecomputer til opbevaring af billeder og video fra turen. Og ikke mindst til internet-adgang. Vi kan jo ikke være "offline" en hel måned. Det er en skræmmende tanke. Valget faldt på en lille fiks, marineblå Acer Aspire One, som kun vejer 900 gram. Den har en 9" skærm, og ungerne synes den er åh så sød.

For ca. tre måneder siden var vi til informationsmøde hos MyPlanet. Vi fik ikke så meget at vide, som vi ikke vidste i forvejen. Vi snakkede med andre, der skal til NZ, og det var meget hyggeligt. Vi spurgte om foredragsholderne kendte nogle listige, små steder som ikke lige står i diverse guidebøger. Vi bør komme med et åbent sind, så vil de indfødte sikkert afsløre de hemmlige steder for os. Og ellers snakke med andre rejsende og have øjne og ører åbne, så dukker der måske uventede ting op. Så det vil vi gøre.

Næste opgave bliver at tygge os igennem de mange regler og anbefalinger, der følger med en lang flyrejse til den anden ende af verden.

Og gæt hvad vi ønsker os i julegave i år?